We have written each other
Wow: fra forordet til Karen Barads Meeting the universe halfway:
Existence is not an individual affair. Individuals do not pre-exist their interactions; rather, individuals emerge through and as a part of their entangled intra-relating
(…)
There is no singular point in time, that marks the beginning of this book, nor is there an ”I” who saw the project from beginning to end, nor is writing a process, that any individual ”I” or even group of ”I’s” can claim credit for. In an important sense, it is not so much that I have written this book, as that it has written me. Or rather, ”we” have ”intra-actively” written each other.
(…)
The past is never finished. It cannot be wrapped up like a package or a scrapbook, or an acknowledgement; we never leave it and it never leaves us behind.
Det forord forstår jeg virkelig godt.
Jeg har prøvet at skrive en taksigelse i min kolofon, der indeholdt alle tre citater og samtidig takkede en række mennesker og begivenheder for på afgørende vis at have formet bogen, men det gik ikke. Jeg gik i stå ved spørgsmålet “Hvem takker?” eller “Hvem har ret til at takke?” og det er jo stadig mig mig mig, hvis navn står på forsiden af bogen og efter copyright-tegnet øverst i kolofonen, min krop, der har siddet foran computerskærmen og bakset med sætningerne, mig, der vil blive bedt om at læse op fra den, mig, der bliver betalt for den, mig, der føler ansvar for den osv. JA, det mig er et JEG, og det JEG har på en eller anden måde skrevet (eller samlet) en bog. Men JEG er en åben figur: JEG er konstitueret af og gennemstrømmet af alle mulige andre JEGer, tekstlige og kropslige, af fortid og erindring, fremtid og forestilling, bøger og stemmer og samtaler. Og det at skrive er ikke noget der gøres adskilt fra eller forud for relationer til andre og til bogen, vi skriver hinanden og hinandens bøger hele tiden, og bøgerne skriver os. Det kunne for mig at se være en grund til at omfavne ideen om en generation snarere end at støde den fra mig.
Notesblog 
Jeg kan virkelig også godt lide den tanke, at jeg’et er bundet ind i et fællesskab, at jeg’et (og jeg) er afspejlinger, dialoger osv. Jeg tænker nogengange, at ideen om én afsender er spændende at lege med, den illusion. Iscenesættelsen og ideen om kernen i den enkelte. Fordi det netop er en illusion. Jeg tænker: ikke se jeg’ets løgn som et problem, men en farvning, en mulighed for at skabe et rum til andre sammensatte. Enkelte.
Dele de enkelte dele. Sproget er gaver fra verden, de enkelte sætninger, ordene. Tankerne. De korte spring i øjnene. Måske er det dét med det intime, det generte, det selvoptagede? Jeg glæder mig til den bog. Din bog.
En let rodet hilsen herfra: PC
Ja, det er et par gode citater. Jeg hælder nok mere til den abstrakte tid, den manglende mulighed for at samle fortid og sige, det var det. Men hvordan hænger “The past is never finished” sammen med “There is no singular point in time”? Jeg tænker, at det netop udfolder, at “we never leave it and it never leaves us behind” til ikke nødvendigvis at være en ensom præmis. Fordi er jeg ikke længere en del af vi – “we have written each other” – så kan jeg tegne et andet spor bagud, når jeg kigger tilbage mod mig, end hvis jeg kigger tilbage mod vi. Ok-ok, når jeg tænker over det, så ændrer det ikke på mit stadige forhold til vi’ets fortid.