Arkiv

interview

Giv et eksempel på et smukt ord?

Et ord er sjældent smukt eller grimt, når det står for sig selv, det er forbindelser imellem ord, der kan være det, tænker jeg, eller de lyde og billeder, som ordet trækker med sig. ’Sorg’ er et flot ord: så tæt på sår og sov og år og skov med en lyd af noget, der drypper. Og den måde, det synker under linjen mod slutningen. Eller hvad med ordet ’ord’ – som kortslutter tegn og betegnet og åbner en spejlskakt, hvis man kigger på det længe nok.

Giv et eksempel på et grimt ord?

Der er ord, som er svære at bruge, ikke fordi de er grimme, men fordi de er slidte, det kunne være ord som ’kræft’ eller ’kemo’ eller ’kæreste’ – det er ord, der har så meget betydning knyttet til sig, at jeg næsten ikke kan læse dem, eller jeg læser dem for hurtigt og ved alt for godt, hvad de betyder. Jeg bliver ofte skeptisk, når ord på den måde bliver joviale.

Hvordan har du det med ord, hvad er dit forhold til dem?

Jeg skriver ikke sikkert og i første hug – størstedelen af mit skrivearbejde går ud på at læse og omformulere og slette og omstrukturere, og en aften går hurtigt med tunnelsyn og tre linjers prosa. Det er besværligt, men det er også der, den største glæde ligger, og hvis jeg er tålmodig nok, er der en stor hjælp at hente i sproget. Det er i sætningernes mikroorganisering, at teksterne skrives, det er ligesom at bygge noget op indefra, og jeg er nødt til at lytte intenst til det specifikke i materialet. Med lytten mener jeg ikke (kun) auditiv lytten – høresansen kan bruges som analogi, fordi den er mindre retningsbestemt end blikket og uden lukkemekanisme. Når man lytter til et materiale, omgiver man sig med det, man kan ikke overskue det, det er til alle sider, man stiller sig midt i det.

fra Politikens bogsektion 5. maj

Reklamer