Arkiv

Monthly Archives: december 2014

Reklamer

Hurra og hvad kan man ønske sig mere, end at ens bøger blir læst grundigt og nysgerrigt! De sidste par dage er to smukke anmeldelser/læsninger/essays dukket op, og hvis de er anmeldelser er det befriende ved dem netop, at de tilbageholder en dom, de vil meget hellere end at dømme bogen tænke sammen med bogen, og det synes jeg er vildt generøst og spændende, og det er givende for mig at læse og forhåbentlig også for andre.

Teksterne er af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Torsten Bøgh Thomsen på henholdvis Vagant.no og salon55.dk

Kizaja skriver blandt andet:

“Navnet Marble fungerer ofte mere som et bogstaveligt prædikat end som billedsprog, som at Marble er marmor. Hendes »metamorfe« kvalitet er bare mere vidtrækkende end stenens. Som i Ovids metamorfose forvandles hun fra statue til menneskekrop med Daniel i rollen som Pygmalion. Pygmalion: skulptøren, der foragter kvinder af kød og blod, men begærer den idealiserede elfenbensfigur, som han selv har snittet, og som ved guddommelig mellemkomst får vakt den til live og siden besvangrer den. Men denne kunstnerens besjæling af det livløse materiale – potenseret i den mandlige reproduktive akt – problematiseres her hos Amalie Smith: Materialet lever allerede, og Daniel er mere arkæolog og konservator end skulptør. Konstateringen af, at naturen er levende, betyder dog ikke, at der slumrer nogen ånd i stenen hos Smith. Hvor h. c. Ørsted mente, at den elektromagnetisme, som han opdagede, beviste tilstedeværelsen af ånd – fornuft – i naturen, så er Marbles infrarøde fotografier en langt mere håndgribelig bevisførelse: dér, et spor af egyptisk blå. På fotografiet af en mosbegroet fontæne lyser mosset op. Hvad fotografierne synliggør, er slet og ret, at kunsten som følge af sin materialitet er forgængelig.”

http://www.vagant.no/marbles-materielle-liv/

Og Torsten skriver:

“Man kan tale om en foldningens poetik i Marble. Foldningen præsenterer en lag-på-lag-logik, hvor det ikke giver mening at tale om verden som udgjort af en samling statiske modsætninger, men snarere som bevægelser, der griber ind og ud af hinanden. Verden består af ondulerende og i-sig-selv-foldende overflader, som gennem brudflader, afskalning og transparens tillader de tidligere overflader at titte frem. Hvis noget synes statisk og ensartet, er det et resultat af en ideologisk kamp, hvor nogen har tilkæmpet sig retten til bestemme, hvad der skulle males på eller renses af overfladen, og har formået at bevare den samme overflade længe nok til at tanken eller tingen synes massiv.”

http://www.salon55.dk/faellesskelet/

Jeg er meget glad for de ord på de internetsider, jeg vil printe dem ud og tage dem med til Berlin, hej!