Arkiv

Monthly Archives: januar 2012

Performance by Emma Hedditch (2008)

We have talked about longing; longing as something that distracts from the present. It produces desires beyond our reach, beyond possible satisfaction. A search for solutions, not the present or trying to work with the given situation. Without solutions, only new situations.

Reklamer

Jeg er så træt af at have hjernerystelse. I dag har jeg grædt til Trilles hej søster, til den sang der hedder Sang sidst på vinteren og som starter sådan: Har du set at morgenerne er lyse nu for tiden. Den findes ikke på nettet, godt det samme

Wow: fra forordet til Karen Barads Meeting the universe halfway:

Existence is not an individual affair. Individuals do not pre-exist their interactions; rather, individuals emerge through and as a part of their entangled intra-relating

(…)

There is no singular point in time, that marks the beginning of this book, nor is there an ”I” who saw the project from beginning to end, nor is writing a process, that any individual ”I” or even group of ”I’s” can claim credit for. In an important sense, it is not so much that I have written this book, as that it has written me. Or rather, ”we” have ”intra-actively” written each other.

(…)

The past is never finished. It cannot be wrapped up like a package or a scrapbook, or an acknowledgement; we never leave it and it never leaves us behind.

Det forord forstår jeg virkelig godt.

Jeg har prøvet at skrive en taksigelse i min kolofon, der indeholdt alle tre citater og samtidig takkede en række mennesker og begivenheder for på afgørende vis at have formet bogen, men det gik ikke. Jeg gik i stå ved spørgsmålet “Hvem takker?” eller “Hvem har ret til at takke?” og det er jo stadig mig mig mig, hvis navn står på forsiden af bogen og efter copyright-tegnet øverst i kolofonen, min krop, der har siddet foran computerskærmen og bakset med sætningerne, mig, der vil blive bedt om at læse op fra den, mig, der bliver betalt for den, mig, der føler ansvar for den osv. JA, det mig er et JEG, og det JEG har på en eller anden måde skrevet (eller samlet) en bog. Men JEG er en åben figur: JEG er konstitueret af og gennemstrømmet af alle mulige andre JEGer, tekstlige og kropslige, af fortid og erindring, fremtid og forestilling, bøger og stemmer og samtaler. Og det at skrive er ikke noget der gøres adskilt fra eller forud for relationer til andre og til bogen, vi skriver hinanden og hinandens bøger hele tiden, og bøgerne skriver os. Det kunne for mig at se være en grund til at omfavne ideen om en generation snarere end at støde den fra mig.