blauknote

Reklamer

Hurra og hvad kan man ønske sig mere, end at ens bøger blir læst grundigt og nysgerrigt! De sidste par dage er to smukke anmeldelser/læsninger/essays dukket op, og hvis de er anmeldelser er det befriende ved dem netop, at de tilbageholder en dom, de vil meget hellere end at dømme bogen tænke sammen med bogen, og det synes jeg er vildt generøst og spændende, og det er givende for mig at læse og forhåbentlig også for andre.

Teksterne er af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Torsten Bøgh Thomsen på henholdvis Vagant.no og salon55.dk

Kizaja skriver blandt andet:

“Navnet Marble fungerer ofte mere som et bogstaveligt prædikat end som billedsprog, som at Marble er marmor. Hendes »metamorfe« kvalitet er bare mere vidtrækkende end stenens. Som i Ovids metamorfose forvandles hun fra statue til menneskekrop med Daniel i rollen som Pygmalion. Pygmalion: skulptøren, der foragter kvinder af kød og blod, men begærer den idealiserede elfenbensfigur, som han selv har snittet, og som ved guddommelig mellemkomst får vakt den til live og siden besvangrer den. Men denne kunstnerens besjæling af det livløse materiale – potenseret i den mandlige reproduktive akt – problematiseres her hos Amalie Smith: Materialet lever allerede, og Daniel er mere arkæolog og konservator end skulptør. Konstateringen af, at naturen er levende, betyder dog ikke, at der slumrer nogen ånd i stenen hos Smith. Hvor h. c. Ørsted mente, at den elektromagnetisme, som han opdagede, beviste tilstedeværelsen af ånd – fornuft – i naturen, så er Marbles infrarøde fotografier en langt mere håndgribelig bevisførelse: dér, et spor af egyptisk blå. På fotografiet af en mosbegroet fontæne lyser mosset op. Hvad fotografierne synliggør, er slet og ret, at kunsten som følge af sin materialitet er forgængelig.”

http://www.vagant.no/marbles-materielle-liv/

Og Torsten skriver:

“Man kan tale om en foldningens poetik i Marble. Foldningen præsenterer en lag-på-lag-logik, hvor det ikke giver mening at tale om verden som udgjort af en samling statiske modsætninger, men snarere som bevægelser, der griber ind og ud af hinanden. Verden består af ondulerende og i-sig-selv-foldende overflader, som gennem brudflader, afskalning og transparens tillader de tidligere overflader at titte frem. Hvis noget synes statisk og ensartet, er det et resultat af en ideologisk kamp, hvor nogen har tilkæmpet sig retten til bestemme, hvad der skulle males på eller renses af overfladen, og har formået at bevare den samme overflade længe nok til at tanken eller tingen synes massiv.”

http://www.salon55.dk/faellesskelet/

Jeg er meget glad for de ord på de internetsider, jeg vil printe dem ud og tage dem med til Berlin, hej!

I forbindelse med dette interview i Politiken lavede jeg en liste med 5 eksempler på bemalede skulpturer og bygningsværker fra det antikke Grækenland, og den vil jeg også lige bringe her, illustreret med hjælp fra internettet:

Parthenon_frieze_north-_XLVII1. Parthenonfrisen. Anset af mange som den græske billedhuggerkunsts højdepunkt og oprindeligt fuld af farver. Uden farverne havde man slet ikke kunne se, hvad der foregik på frisen, der hang højt oppe under taget på Parthenontemplet. Frisen blev skuret ren på British Museum så sent som i 1930erne, hvor den hænger i dag og er temmelig hvid.

AlmaTadema-Pic0028 Phidias Showing the Frieze of the Parthenon to his Friends – Et maleri af Lawrence Alma Tadema fra 1868, som viser hvordan Parthenonfrisen kan have set ud lige efter færdiggørelsen, førend stilladset er taget af bygningen – og samtidig et eksempel på en tidlig rekonstruktion. Bemærk at grækernes egne klædedragter ikke er alt for spraglede, og deres hud er lys.

Tools_used_for_the_cleaning_of_the_Elgin_Marbles Tools used for the cleaning of the Elgin Marbles.

2. Akropolis-korerne. Statuer af unge velklædte kvinder, der holder offergaver frem og smiler, mange af dem med livagtige indlagte øjne i glas eller krystal og med påsatte øjenvipper. Da korerne blev udgravet i 1880erne var en stor del af deres farver bevaret, men udsat for lys og luft blev de kraftigt reduceret. Dog er især den blågrønne farve stadig tydelig, når man ser på originalerne på Akropolismuseet i Athen og den kan også ses på de bemalede gipskopier på afstøbningssamlingen i København. Herunder tre forskellige bud på bemalingen af samme kore (som via undersøgelser af bemalingen har vist sig ikke at være en kore, men en gudinde)

525757_436031263111345_1502766943_n-142A15B9A3F7C40047A

3. Perserrytteren. Han eller hun sidder på en hest, men tilbage er kun underkroppen iført bukser, som til gengæld både er grønne, blå, røde, gule og brune i et harlekinmønster, som udvider sig over lårene og på den måde viser, at bukserne er lavet af et elastisk materiale. Originalen findes på Akropolismuseet i Athen, men en farvelagt kopi kan dette efterår ses på Glyptotekets særudstilling ‘Som forvandlet’.

image0114. Typhon. Det var dén arkaiske gavlskulptur, som Anne Marie Carl-Nielsen satte sit ægteskab på spil for at kopiere. Typhon består af tre mandeoverkroppe med skæggede hoveder, mens underkroppene er slangehaler, der snor sig sammen mod enden af gavlen. Originalen er i kalksten og fuldt bemalet. Anne Marie Carl-Nielsen beskriver Typhons tredje hoved således: “Skinnende metalblåt Skjæg og Hår. Højrød i Hovedet og violette Læber og sorte Øjenbryn og Pupiller og spanskgrønne Øjne.” Hendes bemalede gipskopi er at finde på Thorvaldsens Museum i særudstillingen ‘På Græsk!’ frem til midten af december, og derefter er den tilbage på afstøbningssamlingen.

5. Phrasikleia. En gravstatue af en kvinde, som døde ugift. Statuen var fuldt bemalet, havde guld- og sølvrosetter på kjolestoffet og bar guldhalskæde, øreringe og armbånd, hvilket kan ses på en farvelagt kopi i udstillingen ‘Som forvandlet’ på Glyptoteket. I venstre hånd holder hun en udhugget lotusblomst, og der er fremlagt en teori om, at blomsten har båret duft i form af æterisk olie. Inskriptionen på basen er skrevet i jeg-form, og på den måde kunne hun også tale. Much tværmedialitet.

2_phrasikleia_b

 

Jeg har installeret Phrasikleias duft i en udstilling på Overgaden, som handler om tværmedialitet, og den kan duftes frem til den 11.1.15.

Her er Olgas Ravns film til Marble. Det var hendes bidrag til releasen i torsdags, fordi hun selv var i Island. Den er smuk og sjov, og jeg er meget glad for den. Tak Olga. Det er som om alle korallerne bor nede i kalkbruddets søer. Den forbindelse kan jeg godt lide. Musikken er af Stevie Nicks.